Undertøj til kvinder
- ‹
- ›
Kvinde, kend dit undertøj
Dameundertøj er et virvar af overdele, trusser, shapewear og alt derimellem. Bliver du også forpustet bare ved tanken, så er der hjælp at hente her. Vi har sat os for at give dig en guide over universets store udvalg af dameundertøj. På den måde er du klædt godt på inderst såvel som yderst. Uanset om du er den praktiske pige, der går efter behagelige bomuldstrusser, lunt uldundertøj eller praktisk undertøj af microfiber, eller om du er en femme fatale med hang til frækt undertøj med lækker pasform, blonder og sort silke, så hjælper guiden dig godt på vej.
På Katoni har vi samlet mode fra en lang række online shops, og det gælder naturligvis også undertøj til kvinder. Læs med her, hvis du gerne vil være sikker på at vælge bh’en i den rigtige størrelse, er i tvivl om, hvad forskellen er på en tai-trusse og hipsters, eller hvis du mangler et godt råd til plejen af dit nyindkøbte dameundertøj. Og som altid er vi naturligvis også klar med et fif til, hvordan du får din stil og dit tøj til at fremstå allerbedst med det helt rigtige lingeri.
En verden af bh'er
En bh er ikke bare en bh. Modellerne er mange, så når du skal vælge din nye overdel, er det vigtigt, at du kender din egen krop, dine mål og til hvilke anledninger og hvilket tøj, bh’en skal bruges. Første sted at starte er ved størrelsen. Ingen bh'er sidder ens og derfor kan det være, at du skal gå et størrelse op i omkreds eller en størrelse ned i skål alt afhængig af materiale og brand. Kender du ikke din skålstørrelse og omkreds, er det vigtigt at få styr på det med det samme. Vil du være helt sikker på størrelsen, råder vi dig til at gå til en bra-fitter, som findes i de fleste lingeributikker og stormagasiner. Har du ikke sådan en lige ved hånden, kan du tage forskellige tests online eller bruge nedenstående skema som udgangspunkt for dit næste lingerikøb.
Vær også opmærksom på det, der kaldes parallelstørrelser. Bruger du eksempelvis 70C, er også 65D og 75B mulige størrelser for dig, hvis enten omkredsen skal være lidt mindre eller skålen en snert større.
Det er enormt vigtigt, at du finder frem til den rette bh-størrelse. Det kan være til stor irritation at have en overdel på, der bare ikke sidder, som den skal. Enten gnaver den, stropperne falder ned eller skålene sidder ikke til på brystet. Bh’er har det med at give sig, når de bliver brugt, og derfor er det altid en god idé at købe bh’er, der passer, når de bliver spændt i de yderste hægter. Tro os, de giver sig mere, end man lige tror! De mange bh-modeller egner sig til forskellige bryststørrelser, og nogen er fine og feminine at lade titte frem under toppen, mens andre skaber et rigtig godt udgangspunkt for tætsiddende tøj.
Bøjle bh
Den mest almindelige og mest brugte model er bøjle bh’en. Den støtter, løfter og former dit bryst samtidig med, at den sikrer dig en flot silhuet. ’Bøjle bh’ er et vidt begreb, og du finder modeller med hele eller halve skåle, der siger noget om, hvor meget af brystet selve skålen dækker, og hvorvidt den er med eller uden vatterede indlæg.
Push-up bh
Push-up bh’en er en bøjle bh med puder af skum eller gelé, der giver dine bryster et ekstra løft. Dette er bh’en, der får dine fortrin til at se større og mere fyldige ud, og har du ikke en kavalergang fra naturens side, kan du her hjælpe den lidt på vej. Netop derfor er push-up bh’en et populært valg, når festkjolen eller den nedringede bluse tages i brug.
Balconette bh
Dette er bøjle bh’en med ¾ skåle og stropper, der sidder yderst på skuldrene. Modellen har et bredere midterstykke mellem skålene, der giver bh’en et feminint og sødt udtryk. En af hverdagens favoritter blandt mange kvinder.
T-shirt bh
Den perfekte bh under stramtsiddende tøj! Skålene er formstøbte, syningerne usynlige og denne type bh er altid fremstillet af glat materiale. Deraf navnet og grunden til at denne model er det oplagte valg under t-shirten. Modellen findes til alle bryststørrelser, og har du en hudfarvet og sort variant i undertøjsskuffen, er du dækket rigtig godt ind.
Trekantsbh
En yndig en af slagsen. Trekantsbh’en er uden bøjler og yder ikke meget støtte, og er derfor bedst til dig med et mindre bryst. Til gengæld er den virkelig fin og ofte lavet af dekorative blonder, der betyder, at det ikke gør noget, hvis kanten kan ses i en dyb v-udskåret kjole eller top.
Stropløs bh
Bh’en uden stropper er absolut uundværlig i din samling af undertøj! Modellen findes både uden stropper eller med aftagelige stropper, der kan tilpasses bluser og kjoler med halterneck og bryderryg. Når det gælder off-shoulder bluser, stropløse kjoler eller dybe bryderrygge, er den stropløse det eneste rigtige valg. Husk at bh’en holder sig selv oppe ved hjælp af et silikonebånd på indersiden, og at det derfor er vigtigt at købe den korrekte størrelse, så du ikke pludselig står med bh’en om maven.
Sportsbh
Sportsbh'en har naturligvis sine primære funktion, når du dyrker sport. Her støtter den dit bryst, ligesom den giver dig en skøn bevægelsesfrihed og absoberer sveden fra din krop. Men sportsbh'en er også et yndet valg, når tempoet sættes ned og dagen kalder på en hyggestund. Modeller af bomuld er her et godt valg og du er sikker på, at der ikke er noget, der strammer uden, at der er total frihed til dine attributter.
En verden af trusser
Det er lækkert at matche en flot bh med et par fine trusser. Når det inderste spiller, føler du dig lige den tand bedre tilpas. Det er dog ikke altid billigt at købe eksklusive blondesæt. Derfor kan der være god mening i at købe hvide, beige og sorte trusser, der kan mikses og matches med meget af dit andet dameundertøj. Ligesom det er tilfældet med bh’er, så er der forskellige trussemodeller med mange forskellige snit. Hver især gør de noget godt for dig og dine former.
String trusse
Disse trusser er ikke dem, der dækker mest. Når det er sagt, så finder du i dag forskellige udgaver af g-strengen. Nogen har en ganske lille snor mellem balderne og i siderne, mens andre har en bredere blondekant og et mere raffineret udtryk. String trusser er gode, hvis du ofte går i stramme jeans og ikke ved noget værre end irriterende trussestreger på bagdelen.
Tai trusse
Den helt almindelige trusse hedder også tai-trusse. Det er hverdagens go-to, hvis du er på jagt efter en anvendelig model, der holder på såvel mave som balder. Her skal du dog passe på med ’fire-balder-effekten’ - det gælder ganske enkelt om at vælge den rigtige størrelse, så du ikke får opdelt din bagdel i flere dele end de to, der er skabt fra naturens side.
Tanga trusse
Tangaen er den frække udgave af tai-trussen. Som udgangspunkt lige så dydig som storesøsteren, men den har højere benudskæringer og mindre stof på numsen. Altså en kombination af en tai-trusse og den ungdommelige string.
Hipster trusse
Som navnet indikerer, er der her tale om en trusse, der sidder lige på hoften. Benudskæringerne er lave, og modellen sidder helt tæt til din krop. Hipsteren er et populært alternativ til stringen, da den heller ikke efterlader synlige streger på bagdelen, og så finder du dem ofte i de fineste blonder og delikate stoffer, der gør trussen feminin og fræk.
Maxi trusse
En maxi trusse kaldes også for mormortrusser. Øgenavnet tager nok sit udgangspunkt i trussens dydige facon. Med lave benudskæringer, høj talje og masser af stof bagtil er dette modellen, der sikrer dig god dækning af dit underliv. Og så er maxi trussen et godt valg for dig, der synes, at maven buler lidt, men alligevel ikke har lyst til at gå i shapewear til hverdag.
Hotpants
Hotpants minder om fyrenes boxershorts. Det er ultra korte shorts, der sidder tæt til kroppen, og som er gode på de dage, der skal tilbringes med joggingbukser, søndagshygge og en god film.
Pas godt på dit dameundertøj
Når du vælger at bruge penge på lækkert undertøj, bør du også passe godt på det. Kan du godt lidt at købe sæt, så dit inderste altid ser lækkert ud? I så fald er det altid en god idé at købe 2-3 par trusser til hver bh, da du skifter trusser hver dag, mens bh’er vaskes sjældnere. Hvordan du vasker dit undertøj afhænger naturligvis helt og aldeles af, hvilket du har købt. Alligevel er der nogle fælles huskeregler, der sikrer dig, at dit nyindkøbte dameundertøj holder lidt længere.
Først og fremmest råder vi dig naturligvis til at læse vaskeanvisningen og som udgangspunkt følge den til punkt og prikke. Der kan være variationer af anbefalingerne afhængig af lingerimærket og materialevalget. Derudover er der forskel på, hvordan du bedst vasker underdele og overdele. Fælles for begge er dog, at du altid bør vælge flydende vaskemiddel til farvet tøj. Det gælder også selvom, du vasker hvidt undertøj. Husk dog at bruge uldvaskemiddel, når du vasker silke undertøj eller lingeri af meget sarte materialer.
Desuden er det også bedst at undgå skyllemiddel, da det eksempelvis lukker fibrene i dit undertøj af microfiber, ligesom det ødelægger silikonen, der skal holde stropløse bh’er eller shapewear på plads. Trusser skal helst vaskes ved 60 grader for at sikre, at alle bakterier bliver dræbt. Det vil dog altid være på kompromis af holdbarheden, da trusser af blonde eller sarte materialer, eksempelvis silke undertøj, ikke bryder sig om så høje temperaturer.
Dine bh’er har allerbedst af at blive håndvasket. Det sikrer dig en væsentlig længere holdbarhed i forhold til pasform og eventuelle bøjler i overdelene. Men hvis du, som de fleste af os, af og til smider dine bh’er i vaskemaskinen, fordi det er nemmere og på en eller andet måde virker mere ’rent’, så er der også her nogle gode ting at huske på.
Undgå at vaske bh’er ved for høje temperaturer, luk hægterne og brug altid en vaskepose. Uden undtagelse! På den måde sikrer du, at metalhægter og bøjler ikke kommer i karambolage med undertøjets fine blonder eller laver huller og optrevlinger i det øvrige tøj. Desuden er det ikke billigt at få fikset en vildfaren bøjle ud af tørretumbleren, hvis den skulle sætte sig fast.
Vælger du at håndvaske dine bh’er, er en anden god huskeregel aldrig at vride dem efter endt vask. I stedet skal du presse og klemme vandet ud af dem og derefter rette blonder og vatteringer ud, mens undertøjet stadig er fugtigt.
Når undertøjet er rent og lækkert, er det bedst at hænge det til at lufttørre. Bh’er hænges op i stykket mellem skålene - på den måde giver stropper og omkreds sig ikke unødig meget. Undgå så vidt muligt at tørretumble dit dameundertøj, da det slider meget på de delikate stoffer. Hæng det i stedet op i vaskekælderen eller et andet vel-ventileret rum og undgå at hænge det til tørre i direkte varme fra radiatorer eller sollys. Så risikerer du nemlig, som med alt andet tøj, at farven falmer.
Inderst inde og udenpå
Lækkert undertøj til kvinder er altafgørende for ethvert outfit. Med det perfekte sæt undertøj sidder dit tøj nemlig dobbelt så godt, og du føler dig endnu bedre tilpas. De tider, hvor du bare kunne trække i hvilket som helst sæt, er altså for længst forbi.
Nu handler det om at matche dit dameundertøj med dagens påklædning. Derfor er det en god idé først at bestemme, hvilket tøj, du gerne vil have på. Herefter bør du vælge undertøjet efter det. Det kan ikke hjælpe noget at have en kraftig blonde under t-shirten, synlige stropper til den stropløse sommertop eller en hyggelig mormortrusse med kraftige sømme under de velsiddende jeans. Omvendt kan det være, at du gerne vil have kig til de blonder, du har smidt en mindre formue efter.
Hvis du, ligesom os, har dage, hvor et simpelt outfit bestående af t-shirt og jeans er det eneste, du har lyst til at have på, så er to ting vigtige: For det første skal du vælge en t-shirt bh, der matcher t-shirtens farve. Sort under sort, men aldrig hvid under hvid. Her bliver bh’en nemlig for tydelig. Vælg i stedet en hudfarvet model, og vi garanterer dig, at den ikke skal skimtes igennem stoffet. Derudover bør du vælge enten string eller hipsters under dine jeans, hvis du gerne vil undgå de opdelte baller. Uanset hvor veltrænet en popo, du har, gør en almindelig trusse ikke noget godt for din figur i jeans.
Som om det ikke er svært nok at vælge den perfekte festkjole, så kræver lingeriet også sine overvejelser. Har kjolen en dyb udskæring, sikrer en push-up bh dig en flot kavalergang. Eller måske er du kvinden med et lille bryst og derfor sagtens kan lade lidt af trekantsbh’ens blonde stikke frem. Den tætsiddende kjole bliver ekstra behagelig, hvis du vælger en formende underkjole, så kjolen smyger sig flot til din krop. Og går du all-in på festen og vælger en kjole med bar ryg, har du intet andet valg end at lade bh’en blive derhjemme. I stedet kan du overveje tape eller de såkaldte plastre, der sikrer, at kjolen bliver, hvor den skal. Uanset hvor meget du danser i løbet af aftenen.
Undertøj til alle de kvinder, du er
Dit valg af dameundertøj afspejler dig som person. Og med det store udvalg af undertøj til kvinder, der er i dag, er der rig mulighed for at vælge den helt rette slags til dig. De sorte blonder er forførende, den hvide bomuld sødmefyldt og de farverige mønstre humoristiske. Du bør have undertøj til hverdagens travle tider og lingeri til weekendens begivenhedsrige dage.
Er undertøjsskuffen halvtom, eller har du brug for en opdatering af det nuværende indhold, er du landet det helt rigtige sted. Her på Katoni er der med garanti noget til dig, der søger de velsiddende trusser, den fineste trekantsbh, det flotte silkeundertøj eller frække, røde tilføjelser. Vi anbefaler dig også at tage et kig på shapewear kategorien og de fine chemiser, hvis du skal have en fuldkommen samling af undertøj og lingeri.
Benyt dig af filtrene, hvis du gerne vil søge på din størrelse, dit favoritmærke eller en bestemt farve. Ligesom du også altid kan sortere udvalget på pris eller udsalg og på den måde finde frem til billigt undertøj til kvinder af høj kvalitet - eksempelvis fra Missya. Her er noget for enhver. Vi ønsker dig god fornøjelse i blandt dekadente blonder, delikat silke og blød bomuld.