Vandreture i Grønland: Sådan pakker du til alt slags vejr

Grønland er et mekka for outdoor-entusiaster. Har du bestilt en vandretur i det arktiske klima, står du over for et spændende eventyr, der byder på imponerende fjelde, smukke isfjorde og et interessant dyreliv – alt sammen noget du kan opleve fra din vandrerute.

Har du ikke erfaring med denne type rejser, hvor vandreruterne kan variere mellem alt fra gletsjervandring til den populære Arctic Circle Trail fra Kangerlussuaq til Sisimiut, kan det være en god idé at få hjælp til planlægningen. Rejsebureauet Greenland Travel er eksperter i skræddersyede og unikke rejser til Grønland, og du kan både booke rejser og finde inspiration til destinationer, aktiviteter og vigtigst af alt: beklædningen.

Det særlige klima sætter nemlig visse krav til din beklædning. Er du afsted i vinterperioden, er det især vigtigt, at du har det rigtige tøj og udstyr med, men også sommerperioden kan variere og sætte høje krav til sko og tøj fra inderst til yderst.

Det klassiske lag-på-lag-princip

Hvis du har været på skiferie, kender du sikkert allerede lag-på-lag-princippet. Det handler om tre lag, der hver især bidrager med noget forskelligt, og som gør det muligt hele tiden at regulere din kropstemperatur ved at tage lag af og på.

1)    Svedtransporterende inderlag

Det første lag er basislaget. Det skal gerne sidde tæt til kroppen, og dets funktion er at lede sved og fugt væk fra huden – derfor er det typisk tøj i syntetiske materialer eller merinould. Merinould er ideelt til iskoldt vejr og lange ture, fordi det er selvrensende, effektivt temperaturregulerende og meget isolerende, også når det bliver vådt – selvom det kan være længe om at tørre igen.

Syntetiske materialer er et godt valg til aktive ture, hvor du får pulsen op og sveder. Det tørrer nemlig hurtigt, når det bliver vådt, og leder meget effektivt sved og fugt væk fra huden. Til gengæld isolerer det ikke så godt, når det er vådt.

2)    Varmt mellemlag

Mellemlaget er det, der giver dig varmen. Fleecetrøjer og uldsweatre er de klassiske valg til det varme mellemlag, men dunjakker er også et godt valg. Du kan bruge mere end ét mellemlag, men så er det vigtigt, at du husker, at de skal være åndbare, så du ikke bliver indelukket og holder fugt og sved inde.

Det vigtigste ved det mellemste lag er, at det er isolerende, åndbart og i stand til  at komme af med den overskydende varme. Nogle materialer er bedre end andre, og hvis du bruger flere varme lag, skal du derfor tænke over, hvilke du har tættest på kroppen – for eksempel en fleecetrøje først og derefter en uldsweater og ikke omvendt.

3)    Beskyttende yderlag

Det sidste lag er det, der beskytter det inderste og mellemste lag mod vejrets luner. Du bliver hurtigt afkølet på trods af dit uldundertøj og varme fleecetrøje, hvis det både blæser og regner, men med en jakke, der er vind- og/eller vandtæt, beskyttes de lag og holdes både tørre og isolerende.

Du kan vælge en hardshell-jakke, der er vind- og vandtæt – og gå efter en slidstærk og holdbar model. Her går du lidt på kompromis med åndbarheden, men til gengæld er du sikker på ikke at blive gennemblødt af regn og iset igennem af kold vind.

En softshell-jakke er både åndbar og vindtæt, men er typisk kun en anelse vandafvisende. Du kan altid have et regnslag eller lignende med i rygsækken, hvis du vælger en softshell-jakke, men ikke er sikker på, om vejret holder sig tørt.

Sommerrejser

Sommervejret i Grønland kan være lige så ustadigt, som det er i Danmark – men med en noget lavere gennemsnitstemperatur. Fra juni vil du sjældent komme til at opleve minusgrader i løbet af dagen, og vejret kan endda i løbet af sommeren komme op på gennemsnitligt 11-12 grader. Her afhænger det af det meget svingende kyst- og indlandsklima, og samtidig føles temperaturen noget varmere på grund af den lave luftfugtighed.

Med et praktisk sæt langt – eller kort – undertøj i merinould eller syntetiske materialer, en varm fleecetrøje, et par gode vandrebukser og en hard- eller softshell-jakke er du allerede godt dækket ind. Måske kan du endda nøjes med fleecetrøjen, en let dunjakke eller en varm uldsweater som yderste lag. Hvis temperaturen er i den lave ende og det samtidig blæser, er det vigtigt, at du prioriterer vindtæthed til de yderste lag, og enten også vælger en vandtæt model eller sørger for at have vandtætte overtræksbukser og et regnslag eller lignende med.

Husk også et par vanter og en let hue til de kolde morgen- og aftentimer og til hvis det bliver koldt i løbet af dagen. Derudover skal du blot have et par gode vandrestøvler eller -sko med, så du kan gå de mange kilometer med god støtte og uden at få ømme fødder.

Vinterrejser

Vinterrejser til Grønland sætter højere krav til din pakning. Temperaturerne om vinteren kan svinge mellem alt fra -4 til -25 grader, alt efter hvor du befinder dig – og selvom kulden føles anderledes på grund af den tørre luft, er det stadig for koldt om vinteren til bare at tage det almindelige skitøj med på en vandre- eller oplevelsestur i Grønland.

For vinterrejser gælder de samme principper som for sommerrejser med svedtransporterende uldundertøj og vind- og vandtæt tøj efter lag-på-lag-princippet – du skal bare tænke varmere og mere beskyttende.

Gode, isolerende lag og vindtæt overtøj

Mellem de lange underbukser og overtræksbukser bør du desuden have et par kraftige joggingbukser, fleecebukser eller lignende varme bukser, medmindre dine overtræksbukser er foret med dun.

Når det kommer til jakken, er anorakker noget af det bedste til det arktiske klima. Du skal kunne ånde i den, men det er samtidig meget vigtigt, at den er vindtæt og gerne vandafvisende også. Du kan selvfølgelig også vælge en traditionel jakke med en lynlås i midten, så længe den lever op til kravene.

Det er også vigtigt at holde hænderne varme. Et par inderhandsker i merinould eller lignende er en god idé, så du også kan regulere temperaturen om hænderne. Luffer er det bedste til at have udover, og de må gerne være i skind, så de er vindtætte.

Vinterstøvler er selvfølgelig også alfa og omega for en god tur. Vælg enten et par kraftige vandrestøvler, hvor der er plads til både et par tynde merinouldssokker og et par tykke uldsokker ud over, eller vælg et par vind- og vandtætte samt forede vinterstøvler. Det er vigtigt, at sålen er af gummi, da det er det, der får dig til at stå bedst fast, når det er glat.

Der er dog nogle undtagelser til ovenstående råd til påklædning: Skal du for eksempel på hundeslædetur, er det bedst at leje traditionelt sælskindstøj, støvler og vanter – ellers bliver det ofte alt for koldt, næsten lige meget hvor mange lag du har på. Sejlture om vinteren er også meget kolde, så her skal du også have mere på og ekstra varmt tøj med for at undgå at komme til at fryse i løbet af sejladsen.