I sidste uge kom sommeren endelig til Danmark! Det kunne man se i det charmerende Latinerkvarter i Aarhus, hvor lækre og velklædte mennesker strømmede ud på de små brostensbelagte gader. Vi spottede tre yderst trendy personer, som du kan møde her og lade dig inspirere af.
Mathilde
Hvad laver du til daglig?
Jeg studerer jura på Aarhus Universitet og arbejder deltid i Samsøe & Samsøe.
Hvad har du på i dag?
Mine bukser og t-shirt er fra Samsøe, jakken er fra Zara, og skoene er købt i København i en butik, der hedder Helle Annemann. Solbrillerne er fra Ray-Ban, og tasken fra Adidas.
Hvor køber du normalt dit tøj?
Jeg køber meget tøj fra Samsøe, men jeg er en sucker for Acne. Så er der også Ganni, og jeg kan egentlig også godt lide Monki og H&M Trend – billigt tøj. Jeg sætter det lidt sammen.
Hvordan vil du beskrive din stil?
En god blanding af lidt high fashion og noget god street på en eller anden måde. Der er lidt af det hele, synes jeg.
Yonnas
Hvad laver du til daglig?
Jeg arbejder fuldtid i butikken Streetammo.
Hvad har du på i dag?
Jeg har en skjorte på fra Haglöf og jeans fra Carhartt. Og så er det Adidas sneakers, og min kasket er fra Nike SB.
Hvor køber du normalt dit tøj?
Når jeg endelig gør det, er det meget i Streetammo og Wood Wood. Jeg kan også godt lide mærker som Les Deux, Le Fix og Muf10.
Hvordan vil du beskrive din stil?
Det er lidt svært at forklare, men mine venner siger, den er meget anderledes, de kan ikke forudsige, hvad jeg tager på. Jeg går ikke så meget op i mærker og kan egentlig godt lide at sammensætte noget nyt med noget gammelt og dyrt med billigt. Jeg laver musik til daglig, så jeg er vant til at drage inspiration fra hvad som helst – jeg suger det hele til mig.
Maria
Hvad laver du til daglig?
Jeg går på beklædningshåndværkeruddannelsen på TEKO her i Aarhus.
Hvad har du på i dag?
Jeg har en kjole på fra Ganni og en jakke fra H&M. Mine sandaler er fra Stine Goya x H2O.
Hvor køber du normalt dit tøj?
Meget i Magasin egentlig fordi de har den der sammensætning af dyre brands, hvor det er nogen af dem, jeg meget godt kan lide. Af highstreet er det meget Weekday og H&M.
Hvordan vil du beskrive din stil?
Den er meget minimalistisk, ikke så meget ad gangen. Jeg prøver at sætte det sporty sammen med moden.