Kend dit stof – hvilke tøjmaterialer går vi egentlig klædt i?

Er du også forvirret over alle de forskellige tekstiler, der er at vælge imellem? Hvad er det egentlig, de forskellige tøjmaterialer består af, og hvilke fordele og ulemper er der ved at vælge det ene frem for det andet?

Vi giver dig her et dybdegående indblik i de forskellige materialer og deres egenskaber, samt hvad du bør tage højde for, når det er tid til en tur i vaskemaskinen.

Der er nemlig en del forskellige ting, du skal være opmærksom på. Med andre ord kan vi forhåbentlig give dig noget stof til eftertanke.

Indholdsfortegnelse

Naturlige tøjmaterialer

Gældende for de naturlige materialer er, at stoffet stammer fra dyr eller planter.


Bomuld

Hvad er det?

Bomuld kommer fra bomuldsplanterne og er den mest anvendte naturfiber verden over. Der er flere forskellige sorter af bomuld. Den mest dyrkede bomuldssort hedder Gossypium hirsutum og bliver dyrket i både USA, Brasilien, Pakistan og Tyrkiet.

Bomuld består generelt af næsten ren cellulose, få procent voks, fedt samt naturlige farvestoffer og vand.

Bruges typisk til

Bomuld er en stor del af vores dagligdag. Helt fra morgenstunden, hvor vi tørrer vores ansigt i det bløde bomuldshåndklæde, til om aftenen, hvor vi lægger os under dynen. Bomuldstoffet bruges i et utal af kontekster i dagligdagen. Især i tekstilbranchen finder du materialet – det kan bruges til alt fra jeans til snørebånd.

Egenskaber

Bomuld er et blødt og behageligt materiale, som gør det til et oplagt valg at have tæt på huden ved fx t-shirts, underbukser og strømper. Det er også godt til at blande sammen med andre materialer.

Bomuldsstof kan nemt absorbere diverse væsker. Det gør, at materialet er perfekt til diverse farvninger. Desuden holder bomuld dig kølig om sommeren og varm om vinteren.

Du bør lige være opmærksom på…

…at bomuld er afhængig af en række kemikalier og pesticider. Dyrkning af tekstilet står for ca. 25 % af verdenens samlede pesticid-forbrug.

Tips til vask af bomuld

Bomuld åbner sig ved høje temperaturer og har derfor bedst af at blive vasket på 95 grader, så sæbevandet kan skylle gennem fibrene og fjerne snavset i bomulden. Det er dog vigtigt at læse vaskeanvisningen! Det er nemlig forskelligt, hvad den enkelte bomuldsvare tåler af max. temperatur.

Bomuld kan holde til både presning, rulning, rensevæsker samt strygning ved høj temperatur – dog ikke højere end 200 grader.


Uld

Hvad er det?

Uld består af hår fra pelsen på forskellige pattedyr. Mest almindeligt er uld fra får og lam. Der er mange forskellige uldtyper og kvaliteter, hvorfor prisen på uld også varierer en hel del.

Navnet på typen af uld hænger typisk sammen med navnet på kilden. Eksempelvis kommer angora uld fra kaniner af angoratypen, og det helt fine og meget luksuriøse cashmere uld kommer fra geder i Kashmir-området mellem Indien og Pakistan samt camel uld fra kameler, der er kendt for sin gyldenbrune farve.

Bruges typisk til

Uld kan bruges i mange forskellige temperaturer, men har sin glansperiode i de kolde måneder, hvor det for eksempel bruges til jakker, frakker og trøjer.

Egenskaber

Uld er generelt kendt som et tyndt, bøjeligt og kruset materiale, som spindes til garn eller tråd eller anvendes til fremstilling af filt. En af grundene til at uld er velegnet til beklædning, er blandt andet dets høje absorberingsevne. Uld kan optage op til 35 % af sin egen vægt i væske uden at virke fugtigt eller ændre form.

Om sommeren har uld den fantastiske egenskab, at det kan isolere mod varmen ved at reflektere solens varme og UV-stråler væk. Derudover har huden også nemt ved at ånde, da uld har en meget høj åndbarhed opbygget af tusindvis af små luftlommer i tekstilet.

Uldens absorberende og åndbare evne betyder, at tekstilet har rigtig gode temperaturtilpassende egenskaber. Dette kommer især til udtryk om vinteren, da den gør os i stand til at klimatisere os selv i forhold til de mange temperatursvingninger, vi har i Danmark. Derved oplever vi ikke, at vi bliver kolde, når vi kommer ud, og varme når vi kommer ind.

Disse egenskaber gør tekstilet oplagt om vinteren, eksempelvis i uldfrakker, mens det også er en favorit hos folk, der står på ski, da uldundertøj kan optage sveden, men fortsat holde dig varm. Uldens evne til at forblive luftfyldt samtidig med, at den kan absorbere væske, gør den til det eneste materiale, der forbliver varm i våd tilstand.

Tips til vask af uld

Det er altid vigtigt at følge vaskeanvisningen, når du skal vaske uld. Uld behøver i princippet ikke at blive vasket særlig tit, da materialet har nogle naturlige selvrensende egenskaber. Man kan alternativt benytte sig af luftning af tøjet i stedet. Hvis der er pletter på din uld, må du ikke lægge det i blød. Behandl i stedet pletten med en smule koncentreret, flydende finvaskemiddel og lad det virke i 10 minutter, før vaskebehandlingen af tøjet foretages.

Du skal generelt bruge finvaskemiddel, hvis du vil vaske uld i vaskemaskinen. Materialet kan ikke tåle at blive vasket på særligt høje grader og skal gerne centrifugeres til slut – også hvis du har vasket dit tøj i hånden. Den anbefalede temperatur på maskinvask ligger omkring 30-40 grader.

Ved håndvask: skyl det grundigt og tryk derefter så meget vand ud af det som muligt ved at rulle det pænt ind i et håndklæde. Det anbefales ikke at hænge store uldtrøjer og lignende op på bøjler, da fibrene i tøjet hurtigt giver sig og kan strække materialet. Læg eventuelt det våde uld vandret på et håndklæde, mens det tørrer.

Når du stryger dit uldtøj

…afhænger den korrekte temperatur af, om tøjet er strikket eller vævet. Hvis det er strikket uld, vender du tøjet på vrangen og stryger det tørt med et varmt strygejern eller dampstrygejern. Hvis det er vævet uld, stryger du tøjet på retsiden, men med en strygeklud imellem for at undgå brandmærker.


Denim

Hvad er det?

Denim er et relativt tykt og robust materiale, der består af twill trådet bomuld – nogle gange kan det også indholde polyester. Navnet denim stammer fra udtrykket serge de Nîmes, hvilket er fransk for twill fra Nîmes. Dette er den franske by, hvor materialet originalt blev produceret. De Nîmes blev dermed smeltet sammen til udtrykket denim.

Kaldes også for

Denim er i Danmark oftest kendt som ‘cowboy’, da materialet naturligvis sættes i forbindelse med den klassiske cowboy og cowboybukserne, som jeans jo også kaldes.

Materialet blev populært i det vilde vestens gyldne æra i USA, da Levi Strauss lavede de første indigofarvede “blue jeans”. Dengang var der virkelig behov for slidstærke arbejdsbukser i forbindelse med det store “Gold Rush”  i 1800-tallets Californien.

Bruges typisk til

Materialet denim bruges normalt til jeans og cowboyjakker. Det er godt til at give et råt og cool look, og i dag har vi stadig glæde af det slidstærke materiale.

Egenskaber

Det robuste og slidstærke materiale gør det desuden godt til fysisk arbejde. Denim kan klare en del knubs og har generelt en lang levetid i forhold til mange andre materialer.

Tips til vask af denim

Denim bør ikke vaskes lige så hyppigt som andre materialer. Jeans kan sagtens klare at blive brugt langt mere end et par gange, såfremt de ikke er direkte beskidte. For hyppig vask slider nemlig på dine jeans. I stedet er op til flere måneder uden vask anbefalet.

Ved maskinvask bør du først vende bukserne med indersiden udad. Dermed holder du lidt bedre på farven. Det anbefales, at du tilføjer en passende mængde af ikke-afblegende vaskemiddel og vasker ved lave temperaturer på 30-40 grader. Det vaskede denim bør hænges op med det samme efter vask – ellers risikerer du, at det krøller.

Hvis du støder på begrebet “Raw denim”…

…betyder det, at de ikke er forvasket. Vask kun denim sammen med andet denim i samme farve for at undgå misfarvning. Især farven fra raw denim smitter af.

Som et alternativ til maskinvask kan du håndvaske materialet i et badekar. Det slider ikke nær så meget på materialet som maskinvask. Til små beskidte pletter bør du overveje først at forsøge at vaske området med en våd klud i stedet for at smide det direkte i vaskemaskinen.

Et godt tip til at forlænge levetiden på dine jeans…

…er at putte dem i fryseren, når de begynder at lugte. Dette dræber de fleste af bakterierne, som er skyld i stanken. Put dem i en pose, der lader bukserne få luft. Hold dig derfor fra plastikposer. Du kan også hænge dine cowboybukser eller denimjakke udenfor i et døgns tid for at fjerne den værste lugt.


Læder

Hvad er det?

Ægte lædermateriale kan stamme fra flere forskellige typer af dyrehud eller skind såsom køer, grise, geder, krokodiller, alligatorer og slanger. Der findes også læder fra kænguru, struds og bison. Skindet laves om til læder ved en såkaldt garvning af materialet.

Bruges typisk til

Læder kan bruges til både tøj, sko, diverse accessories og beklædning af møbler.

Egenskaber

Læder er et åndbart og fleksibelt materiale, der modstår diverse rifter godt og giver god beskyttelse. Rigtig kvalitetslæder kan desuden holde i flere generationer.


Tips til vask af læder

Ægte læder kan hverken tåle at blive puttet i vaskemaskinen eller tørretumbleren. Det anbefales, at du i stedet sender det til et renseri. Forsøg at fjerne pletter med en våd klud og mild sæbe.

Læder kræver…

…at du plejer det ordentligt. Der findes forskellige læderpleje-produkter, som du kan bruge til dine lædersko eller læderbukser for at bibeholde det nye og rene look. En rigtig god idé er også at spraye din jakke eller dine sko med imprægnering.

Nogle kan godt lide at læderjakken ser mere rå og brugt ud, så hvor meget du bør pleje den, afhænger også af din stilmæssige smag.


Silke

Hvad er det?

Silke er lavet af trådene udskilt fra insekter. Til industriel produktion af silke anvendes oftest kokonen fra silkesommerfuglen bombyx mori. Denne sommerfugleart kan primært findes i fangenskab.

Bruges typisk til

Silke er et meget luksuriøst materiale, der er kendt for sin blød- og glathed. Dermed er det også et meget behageligt materiale at have på. Silke bruges blandt andet til fine kjoler, tørklæder, skjorter, jakkesæt, butterflies, slips og pyjamasser.

Tips til vask af silke

Silke kan enten sendes til renseri eller vaskes i hånden. I enkelte tilfælde er maskinvask også muligt.

Til håndvask bør du bruge en meget mild sæbe og koldt vand. Vask tøjet med forsigtige håndbevægelser. Rul tøjet ind i et håndklæde for at tage den værste fugt og lad derefter silken lufttørre uden at udsætte det for direkte sol.

Til maskinvask bør du skånevaske silke for sig selv eller med andre skrøbelige materialer på max. 30 grader. Det tilsatte vaskemiddel bør være meget mildt. Husk altid at læse vaskeanvisningerne på tøjet og put desuden silketøjet i et vaskenet for at beskytte materialet yderligere i maskinen.


Pels

Hvad er det?

Pels er naturligvis et dyrebaseret materiale, der kan stamme fra en lang række forskellige dyr som ræve, mink, kaniner, vaskebjørne, måre og bævere.

Bruges typisk til

Pels bruges normalt til store, varme jakker og frakker, enten som det primære materiale eller som en hættekrave. Det bruges også til huer og halstørklæder.

Egenskaber

Materialet er generelt meget behageligt og blødt. Pels er desuden godt til at holde på varmen, hvilket gør det ideelt til den kolde vinterperiode.

Ulemperne ved pels kender du nok godt…

…og der har i de sidste mange år været negativ opmærksomhed på pelsavl. Ligesom med læder kan man som alternativ få syntetisk fremstillet pels, der oftest omtales som “faux fur”.

Tips til vask af pels

Det sikre valg til at få din pels ren, uanset om det er ægte eller imiteret, er at tage et smut forbi et renseri – helst et med speciale i rensning af pels.

Der er dog også andre måder, hvorpå man kan behandle eller rengøre pelsen – eksempelvis en mild håndvaskning af materialet. Brug koldt vand og tilsæt en lille smule mild vaskemiddel for et optimalt resultat.


Linned

Hvad er det?

Linned er et plantebaseret materiale, der består af vævede fibre fra hørplanten.

Bruges typisk til

Linned bruges ofte til skjorter og bluser, men også tit til lagner og duge. Det kan væves sammen med bomuld og hedder i så fald halvlinned.

Egenskaber

Tøj lavet af linned er oplagt til det varmere vejr på grund af stoffets lette og åndbare natur. Det skyldes blandt andet en større afstand i stoffets vævninger i forhold til andre materialer, der lader mere luft trænge igennem stoffet. Linned er desuden stærkere end bomuld og mindre afhængigt af pesticider.

Tips til vask af linned

Linned kan være besværligt som materiale, hvis man ikke passer ordenligt på. Det har nemlig let ved at blive krøllet og kan også let krympe med 4-5 %.

Linned bør skånevaskes ved normal til lav temperatur. Det bør desuden vaskes for sig selv eller eventuelt med andre materiale med samme instrukser. Efter vask bør det hænges op og eventuelt stryges, mens det stadig er fugtigt.


Velour

Hvad er det?

Velour består oftest af strikket eller vævet bomuld, men kan også laves af syntetiske materialer såsom polyester. Det laves ved en speciel trådningsproces, der giver den unikke fløjsoverflade.

Kaldes også for

Velour kan tit forveksles med velvet, men der er faktisk en lille forskel på de to. Velour bruges normalt til varmt og behageligt tøj såsom tracksuits og morgenkåber, mens velvet er baseret på silke i stedet for bomuld. Velvet er som regel dyrere end velour og bruges i mere fine situationer – for eksempel til en smokingjakke eller en kjole.

Egenskaber

Velour er kendt for sin bløde og behagelige fornemmelse. Det er derfor perfekt at have på til gode hyggestunder såvel som festlige anledninger, hvis du eksempelvis vælger en velourkjole.

Tips til vask af velour

Alt efter hvilke materialer, der findes i dit velourprodukt, bør du følge de rette vaskeanvisninger for materialet.


Kanvas

Hvad er det?

Nu til dags består kanvas for det meste af enten bomuld eller linned, men det har tidligere været lavet af hamp.

Bruges typisk til

I modeverdenen bruges kanvas oftest til sko, tasker og jakker. Converse sko består for eksempel af kanvas. Materialet er dog også kendt for at blive brugt til bådens sejl og som stoffet til netop kanvasset, der laves malerier på.

Egenskaber

Kanvas er et stærkt og rustikt materiale, der kan holde til en del knubs, hvilket blandt andet er grunden til, at det bruges til sejl på både.

Tips til vask af kanvas

Når det kommer til at få dine kanvas-sko rene, er den nemmeste metode at bruge en god gang knofedt med hjælp fra lidt vaskemiddel. Der er en god idé at finde en børste frem og bare komme i gang. For eksempel er en gammel tandbørste meget god til at komme helt ind i de små sprækker. Til jakker og tasker anbefales en god gammeldags karklud som redskab.

Bland en halv teske mild vaskepulver eller tilsæt lidt opvaskemiddel eller håndsæbe i en balje med vand. Dyp derefter børsten i vandet og begynd at skrubbe. Når du synes, at det ser fint ud (eller når du simpelthen bare har givet op), skylles sæben af under vandhanen. Lad tøjet lufttørre.


Hamp

Hvad er det?

Det er ikke nødvendigvis det, du tænker på, når du hører dette ord. Planten, der bruges til at lave tøj, ligner dog på mange måder den, som bruges til rygning. Men den, der bruges til tekstilfremstilling, indeholder ikke psykedeliske effekter.

Bruges typisk til

Hampmaterialet kan bruges til de fleste former for tøj og sko til hverdagsbrug.

Egenskaber

Hamp-tøj har mange fordele i forhold til bomuld. Hvor bomuldsplanter i høj grad er afhængig af diverse sprøjtemidler, har hampplanter overhovedet ikke det behov. Der bruges også kun halvt så meget vand til at dyrke hamp som til at dyrke bomuld. Generelt er hampmateriale rimeligt åndbart og godt til at absorbere væsker. Alt i alt kan hamp fungere som et mere miljøvenligt alternativ til bomuld.

Tips til vask af hamp

Jo mere du vasker hamp, desto blødere bliver materialet. Så hvis det føles lidt stift, kan du smide tøjet et par gange i vaskemaskinen, indtil det har en passende blødhed.

Ved maskinvask bør du køre et mildt vaskeprogram, og temperaturen er ligegyldig, da hamp-tøj kan klare det hele.

Håndvask er også muligt…

…og her anbefales det, at du vasker det forsigtigt med et mildt og naturligt vaskemiddel. Lufttørring anbefales til hamp for at få mest ud af materialets levetid.


Bambus

Hvad er det?

Bambus kan bruges til mange ting – en af dem er at lave tøj. Bambustræets stamme er den primære kilde til at lave såkaldt bambus-tøj.

Bruges typisk til

Bambustekstil bruges tit til diverse T-shirts, trøjer, sommerkjoler og undertøj. Det kan bruges som en erstatning for bomuld.

Egenskaber

Bambus er et organisk materiale. Træet er det mest hurtigvoksende i verdenen med målinger på op til en meter om dagen. Træet regenererer sig selv ud fra sine egne rødder og er desuden effektivt til at optage og omdanne CO2. Materialet kan have en dejlig blød og silkelignende fornemmelse.

Dog er der også et par ulemper…

…da det meste tøj, som sælges som “bambus-tøj”, ikke er 100 % naturligt. Tøjet indeholder nemlig viskose, hvilket er et kunstigt fremstillet fiber, der indeholder både naturlige og syntetiske elementer. Det betyder, at bambussen tilsættes en række kemikalier for at omdanne det til det færdige stof, som tøjet laves af.

Desuden bliver bambustræerne oftest plantet i plantager, som kræver rydning af den normale skov og potentielt mindsker pandaers adgang til bambus i den vilde natur.

Tips til vask af bambus

Normalt bør bambus vaskes med koldt vand på et skåneprogram ved maskinvask, da varmt vand kan få tøjet til at krympe.

Pas på med at stryge tøjet med et alt for varmt strygejern, da det let kan efterlade brandmærker på materialet. For høje temperaturer i tørretumbleren kan risikere at have en krympende effekt på bambustøjet – ligesom ved varm vask.


Chiffon

Hvad er det?

Chiffon er et meget let og tyndt stof af en forholdsvis luksuriøs art. Traditionelt set er det baseret på silke, men nu til dags er det mere normalt med nylon, rayon eller polyester.

Bruges typisk til

Chiffon bruges mest til finere kjoler, bluser og lingerie. Det er desuden det materiale, som bryllupskjoler oftest er lavet af, blandt andet på grund af det flotte og elegante fald, som stoffet kan give.

Egenskaber

Materialet er meget åndbart og er dermed oplagt til bryllupper, der afholdes i sommervarmen.

Tips til vask af chiffon

Hvordan, du helt præcist bør rengøre chiffon, afhænger af, hvilket materiale det er baseret på. Generelt er det et meget delikat stof, så du bør kun vaske det, når det virkelig er nødvendigt. Vaskeinstrukserne afhænger af materialets kilde, så husk at tjekke instrukserne på tøjets vaskeanmærkninger.

Maskinvask af silke-chiffon kræver koldtvandsvask på omkring de 4 grader og bør vaskes for sig selv. Brug det mildeste vaskeprogram og tilsæt lidt mildt vaskemiddel, og vask det på det korteste program for at undgå falmen i stoffet.


Voile

Hvad er det?

Voile kan enten bestå af ren bomuld, eller også kan det være en bomuldsblanding med linned eller polyester.

Bruges typisk til

Materialet er især oplagt til at lave skjorter, halstørklæder og kjoler af. Mest kendt er materialet i forbindelse med boligindretning og er blandt andet et populært valg til gardiner.

Egenskaber

Voile er af en rimelig let natur og god til at udstråle elegance. Materialet har sine klare fordele, når vejret er varmt, og man fx har brug for en luftig sommerkjole.

Tips til vask af voile

Voile kræver opmærksom behandling, da det har nemt ved at krølle og krympe. Den sikre vej frem er håndvask med vand og mildt vaskepulver, der er beregnet til skrøbelige materialer.

Alternativt kan det maskinvaskes med koldt vand på skåneprogram. Put tøjet ind i et net for yderligere beskyttelse af materialet.

Når tøjet så skal tørres…

… kan du både putte det i tørretumbleren eller lade det lufttørre. Tørretumbling af voile bør foregå ved lave temperaturer på et mildt program. Ved lufttørring bør du ikke udsætte materialet for direkte sollys, da det kan få farverne til at falme.

Syntetiske tøjmaterialer

Hvor naturlige materialer grundlæggende er skabt fra naturen, er syntetiske materialer udelukkende menneskeskabte ud fra diverse kemikaliske processer.


Nylon

Hvad er det?

Nylon bliver også kaldt ‘supplex’ og ‘polyamid’. Polyamid hører til en termoplastisk, delkrystallinsk materialegruppe, hvoraf nylonen udvindes.

Bruges typisk til

I dag bliver nylon primært brugt som et kombinationsmateriale, bortset fra når der produceres nylonstrømper. Det bruges fx i badetøj, outdoorjakker og sporty shorts samt til andre ting, der ikke er tøj.

Egenskaber

De syntetiske fibre i nylon er utrolig slidstærke, elastiske og krymper ikke. Materialet er godt til at afvise diverse skidt, ligesom det også er hurtigt til at tørre. Ulemperne ved nylon er, at det ikke er godt til at absorbere fugt og nemt kan skabe statisk elektricitet.

Pas på!…

…da nylon er følsomt over for varme og derfor hverken skal vaskes eller stryges ved høje temperaturer, da du ellers risikerer, at nylonet smelter.

Tips til vask af nylon

Nylon kan vaskes op til 40 grader og stryges ved laveste varme. Husk dog altid at følge vaskeanvisningen på dit tøj.


Polyester

Hvad er det?

Polyester bliver fremstillet af olie og naturgas, der ved hjælp af avancerede kemiske processer omdannes til plastik og videreforarbejdes færdigt til syntetiske fibre.

Bruges typisk til

Stoffet er den mest anvendte syntetiske fiber og bliver brugt i mange andre materialer, som eksempelvis denim, hvor det oftest bruges sammen med bomuld, da naturfibrenes og kemofibrenes egenskaber kompenserer godt for hinanden. Materialet er også populært til fremstilling af diverse sports- og træningstøj.

Egenskaber

En af fordelene ved polyester er, at det kan styrke de naturlige fibre i tekstilblandinger for at gøre dem ekstra holdbare. Derudover er stoffet utrolig slidstærkt, holder godt på farven, tørrer hurtigt og kryber ikke i vask. Tøj i polyester er oplagt til sport og træning, da det er godt til at aflede sved og holde dig tør og komfortabel.

Tips til vask af polyester

Blandingsmateriale af polyester og bomuld anbefales vasket i maskinen på 40 grader eller finvask i hånden. Tøjet skal behandles varsomt, hvorfor du bør undgå hård centrifugering og desuden vælge at tørre tøjet hængende.


Akryl

Hvad er det?

Akryl er et syntetisk materiale, der mest af alt minder en del om uld. Materialet er fremstillet på baggrund af væsken acrylonitrile, som stammer fra plasttypen polypropylen.

Bruges typisk til

Akryl kan bruges til mange forskellige ting, fx kjoler, skjorter og sportstøj. Det er et populært materiale, der tit bruges til diverse striktøj.

Egenskaber

Akryl leverer en dejlig blød fornemmelse, når man har det på. Materialet er hurtigt til at tørre og god til at holde på farverne. Statisk elektricitet har det til gengæld med at opstå, så hvis du trænger til et lille opkvikkende elektrisk stød eller vil give andre et lille rap over fingrene, er dette go-to materialet.

Tips til vask af akryl

Akryl kræver hyppig vask, da det kan absorbere diverse væsker samt snavs og derfor nemt komme til at lugte. Materialet har det desuden med at strække sig, hvis man ikke passer ordentlig på i forbindelse med vask.

Ved maskinvask bør du altid tjekke vaskeanmærkningerne på tøjet, da den anbefalede temperatur på vandet kan variere. Normalt anbefales det, at du vasker på et kortvarigt skåneprogram med standard vaskemiddel. Put tøjet i et vaskenet for at skåne materialet bedst muligt.

Materialet kan altid klare håndvask. Eventuel tørretumbling bør foregå ved lave temperaturer.


Acetat

Hvad er det?

Acetat sælges også under navnene tricel og dicel. Det består af en kemisk forbindelse i en blanding af cellulose og eddikesyre, og er den kunstfiber, der bliver fremstillet, som minder mest om silke.

Der er udviklet en mere moderne version af acetatstof, der hedder triacetat, som ikke krøller lige så meget i vask og generelt er mere slidstærk. Til gengæld er triacetat et dyrere stof end acetat.

Bruges typisk til

Acetat anvendes typisk, når det bløde fald samt den smukke glans er vigtigere end slidstyrken. Normalt anvendes tekstilet til for i jakker, slips, kjoler, damebluser og tørklæder.

Egenskaber

Nogle af fordelene ved acetat er, at det har en kort tørretid og er et meget glansfuldt tekstil. Til gengæld er det vanskeligt at holde rent. Acetat er følsomt over for pletter og generelt ikke et speciel stærkt stof.

Tips til vask af acetat

Acetat bør ikke vaskes over 40 grader, men kan alternativt skånevaskes på 60 grader. Det må ikke stryges på over 120 grader, da det vil medføre uoprettelig skade på tøjet. Acetat er fugtbestandigt, hurtigttørrende og krøller meget i vask, men er nemt at glatte ud igen.


Elastan

Hvad er det?

Elastan består af minimum 85 % polyuretan-fiber og er en slags syntetisk gummitråd. Som navnet antyder, er det et meget elastisk materiale.

Kaldes også for

Elastan er et europæisk udtryk, hvorimod man i Nordamerika bruger betegnelsen spandex. Derudover kan materialet have navne som lycra, spandrille og dorlastan, hvilket bruges uden for Europa og Nordamerika. Alle de alternative navne er indregistrerede varemærker, der ejes af forskellige virksomheder.

Bruges typisk til

Det bruges normalvis til leggings og forskelligt tætsiddende sportstøj. Materialet blandes også med andre materialer til at lave badetøj, strømper og undertøj, så man opnår den bedste mulige pasform og stretch-effekt.

Egenskaber

Elastans gode elastiske egenskab gør det velegnet til tøj, der skal sidde tæt på kroppen. Faktisk kan det strækkes til hele tre gange sin normale længde, mens det samtidig er et let og stærkt materiale.

Tips til vask af elastan

Stoffet kan tåle maskinvask ved max. 30 grader på skånevask. Du bør putte tøjet i et vaskenet og anvende et mildt vaskemiddel uden klorin. Tørring i tørretumbleren bør foregå ved lav varme.


Rayon (viskose)

Hvad er det?

Rayon er det ældste menneskeskabte tekstil, der for første gang blev fremstillet på succesfuld vis i 1855. Materialet er baseret på cellulose, som stammer fra planter, men er blevet udsat for en lang række kemiske processer for at få den færdige fiber.

Kaldes også for

Rayon kaldes også for kunstsilke, da materialet prøver at efterligne den naturlige udgave. Materialet opstod nemlig fra behovet om et billigere alternativ til ægte silke. Termer såsom viskose rayon bruges også og omtales tit bare som viskose i Europa især. Termen viskose knytter sig oprindeligt til fremstillingsprocessen, der netop går under dette navn.

Bruges typisk til

Selvom materialet originalt er blevet brugt til boligindretning, bruges det også til at producere tøj såsom nederdele, skjorter og kjoler.

Egenskaber

Rayon giver en blød, silkelignende fornemmelse. Stoffet er rigtig godt til at absorbere og fordampe sved samt andre væsker – endnu mere end materialer som bomuld og linned. Dette gør det til et oplagt valg til sommervejret.

Tips til vask af rayon

Meget tøj med rayon kræver enten håndvask i koldt/lunkent vand tilsat et mildt vaskemiddel, eller at du sender det til rensning. Hvis det indgår som en kombination med andre mere robuste materialer såsom bomuld, kan det dog godt tåle at komme i vaskemaskinen. Tjek vaskeanmærkningerne for at se, om det kan klare det. I så fald bør du vaske rayon på et kort skåneprogram ved mellem til lav temperatur.


Polyurethan

Hvad er det?

Polyurethan er et plastikbaseret syntetisk materiale, der findes i mange forskellige produkter i dagligdagen. Enten er det lavet som fibre eller også bruges det til belægning af andre materialer.

Kaldes også for

Polyurethan er mere kendt under navnene PU læder, imiteret læder eller faux leather. Intimideret læder kan også være lavet af polyvinyl chlorid og vil i så fald hedde PVC læder.

Bruges typisk til

I forbindelse med tøjproduktion bruges materialet som en erstatning for ægte læder. Tit bruges det til jakker, tasker eller sko.

Egenskaber

Polyurethan har nogle fordele i forhold til ægte læder, da det oftest er billigere og nemmere at holde rent. Materialet er vandtæt og tillader også at blive farvet og få puttet diverse prints på. Til gengæld er det ikke åndbart ligesom ægte læder.

Tips til vask af polyurethan

Modsat ægte læder kan polyurethan ofte godt tåle at blive vasket, men tjek altid efter vaskeanmærkningerne, da du godt kan risikere, at det kun tåler håndvask. Ved maskinvask bør du tilsætte noget mildt vaskemiddel og vaske på et skåneprogram.

Fremtidens tøjmaterialer

Fremtiden er over os. Inden for tekstilverdenen ses innovative tiltag, ligesom i alle andre brancher. Vi giver dig et par eksempler på alternative tilgange til produktion af tøj. Hvis du gerne vil vide endnu mere om fremtidens tekstiler, kan du læse dette blogindlæg.


Selvreparerende tekstil

Der sker mange forskellige cool, teknologiske ting rundt om i verdenen. Det gælder også tekstiler. Vi hader vist alle sammen at opdage et irriterende hul på yndlingstrøjen eller favoritkjolen.

Svaret på dette problem er et selvhelende materiale, der er inspireret af et protein fundet i blæksprutteringe. Forskerne har udviklet en bakterie, som man kan belægge det givne materiale med. Alternativt kan man også producere tøj, hvor denne bakterie indgår i selve fibrene i materialerne. 

Se en kort demonstrationsvideo her:

Ved at dryppe en opløsning med dette smarte protein, putte varmt vand på og presse de ødelagte kanter sammen i 60 sekunder, lappes det ødelagte område på ‘magisk vis’ sammen.


Tøj og sko af genbrugsplastik fra verdenshavene

Billede:adidas.com

Et stort globalt problem er, at verdenshavene bliver mere og mere overfyldt med diverse affald – heriblandt plastik. Det har store konsekvenser for økosystemet i havene og dyrene, der bor der. Generelt er tekstilbranchen en stor belastning for miljøet.

Som en reaktion på det omfattende problem har Adidas og Parley fremstillet en række sko, der er produceret af indsamlet plastik fra verdenshavene.

Sidste år har de to virksomheder også introduceret en specialdesignet hjemmebanetrøje af plastik fra havet til fodboldklubber som Real Madrid og Bayern München.

Vi kan roligt forvente at se mere til Parley og andre virksomheder, der forsøger at skåne miljøet så meget som muligt.

Har du flere gode råd eller øvrige kommentarer til de forskellige tøjmaterialer, er du mere end velkommen til at dele dit input i kommentarfeltet nedenunder.