Met Gala, Costume Institute Gala, Met Ball… Kært barn har mange navne. De forskellige navne dækker alle over den samme prestigefyldte begivenhed, som markerer åbningen af en ny, årlig modeudstilling på Metropolitan Museum of Art.
Hver første mandag i maj bliver Met Gala afholdt med Vogues chefredaktør Anna Wintour som værtinde, og hvert år er der et nyt tema, som de indbudte gæster klæder sig efter.
Gallaen, der for øvrigt kræver en personlig invitation fra Anna Wintour og derfor regnes for at være meget eksklusiv, fungerer desuden som et såkaldt fundraising event.
Uforglemmelige modekunstværker
Met Gala har eksisteret i mere end 40 år, og gennem tiden har gallaens gæster fremvist unikke kostumer med originale fortolkninger af den pågældende udstillings tema. Særligt har der siden årtusindskiftet, formentlig som følge af Anna Wintours overtagelse i 1999, været en stigende tendens til at udskifte de traditionelle red carpet dresses og i stedet lege med former og afprøve mere modige og kunstneriske designs, der rækker ud over den velkendte forståelse af kjolen. Der er altså tale om en rød løber, hvor æstetikken er i centrum.
I det følgende kaster vi et tilbageblik på nogle af de mest uforglemmelige temaer og kostumer, der har været at finde til Met Gala siden årtusindskiftet.
2004 – “Dangerous Liaisons: Fashion and Furniture in the 18th Century”
En af de mere simple kjoler, som i dag regnes for en ikonisk Met Gala-kjole, er Scarlet Johanssons gule kjole fra Calvin Klein. Den fede silke, hvis smukke draperinger falder på elegant vis på skuespillerindens kurver, passer perfekt til temaet, der netop hylder eksklusive materialer – i mode såvel som i møbeldesign.
2005 – “The House of Chanel”
I 2005 blev det berømte modehus Chanel hyldet. Hyldesten blev bakket op af den tjekkiske model Karolina Kurkova, der bar en kærlighedserklæring med ordene “I love you” langs kjolens skørt. Det unikke design, der lignede kombination af en græsk gudindekjole og et lukseriøst sengetæppe, var skabt af den hollandske designduo Viktor & Rolf.
2006 – “AngloMania: Tradition and Transgression in British Fashion”
Sarah Jessica Parker bar en kilt-inspireret kreation skabt af den engelske, nu afdøde, designer Alexander McQueen. Det fandenivoldske udtryk omfavner både delikat tyl og blonde, som giver associationer til den engelske overklasse, samt klassiske tern, som de fleste forbinder med Skotland. Dette mismatch giver et punket look, som må siges at være i temaets ånd.
2008 – “Superheroes: Fashion and Fantasy”
Aftenens værtinde Anna Wintour var iklædt Karl Lagerfelds glimtende design, da hun åbnede udstillingen i 2008. Mange mener, at inspirationskilden for denne kreation var Princess Amidala fra Star Wars-universet. Uanset inspirationskilde er der ingen tvivl om, at dette kunstværk befinder sig i krydsfeltet mellem mode og fantasy.
2009 – “The Model As Muse: Embodying Fashion”
Begrebet ‘muse’ stammer fra græsk mytologi, hvor der siges at være ni muser, som alle er gudinder for inspiration. I dag bruges det ofte i modesammenhænge, hvor en karismatisk kvinde tjener som inspirationskilde for en designer. En af de ypperste muser i modebranchen er modellen Kate Moss, som i 2009 personificerede temaet iført en metallic turban og matchende gudindekjole.
2010 – “American Woman: Fashioning a National Identity”
Temaet i 2010 satte fokus på den moderne amerikanske kvinde fra 1890 til 1940. Det havde den amerikanske designer Zac Posen fortolket med en lyseblå balkjole i tyl – en form for America’s sweetheart-kjole – men med den hollandske model Doutzen Kroes til at bære den. Her demonstrerer Zac Posen, at man kan skabe national identitet med mode, og dét er noget amerikanske kvinder har gjort, da mange af disse kvinder netop har rødder i andre lande.
2015 – “China: Through the Looking Glass”
Et af de mest omtalte kostumer ved Met Gala 2015 var sangerinden Rihannas gule kunstværk, skabt af den kinesiske designer Guo Pei, som angiveligt brugte to år på at skabe den imponerende kreation. Kjolen omfatter alskens eksklusive elementer som et langt slæb, guldbroderier og pelskant.
Sangerinden Beyoncé havde samme aften fortolket “Through the Looking Glass”-delen af temaet og valgt en gennemsigtig kjole af det franske modehus Givenchy. Med farverige sten placeret på strategiske steder var kjolen både ‘see through‘ og ornamenteret kunst på én og samme tid.
En mere orientalsk fortolkning af temaet var at finde hos søsteren Solange, der også er en sangerinde. I et imponerende kunstværk skabt af Giles gav Solange den som en levende, futuristisk vifte, der både repræsenterer Kinas kulturelle fortid samt deres teknologiske fremtid.
2016 – “Manus x Machina: Fashion in an Age of Technology”
Dette tema havde sammensmeltningen af mode og teknologi i fokus. Det demonstrerede modellen Gigi Hadid og sangeren Zayn Malik, der var klædt i henholdsvis Tommy Hilfiger og Versace. Med detaljer som en robotarm og forkromede negle var dette par som taget ud af fremtiden – en slags krydsning mellem mennesker og robotter.
2017 – “Rei Kawakubo/Comme des Garçons: Art of the In-Between”
Sidste års tema hyldede en nulevende designer, nemlig japanske Rei Kawakubo, som i 1973 etablerede brandet Comme des Garçons. I dag er det kendt for ‘anti-fashion’, hvori en dekonstrueret og kunstnerisk mode dyrkes. Dén vision var Rihanna med på, da hun bar en fantasifuld og blomsterinspireret Commes des Garçons-kreation på den røde løber.
2018 – “Heavenly Bodies: Fashion and the Catholic Imagination”
Årets tema var præget af religion og religiøs kunst. Således var mange af aftenens looks tungt ornamenterede med kors samt eksklusive materialer som farverige sten og skinnende guld – helt i den katolske kirkes ånd. Versace-klædte Katy Perry var en af de gæster, der gik all in med guld, vinger og kors i ørerne.
Næste års tema
Temaet for Met Gala 2019 er endnu ikke offentliggjort, men det bliver helt sikkert interessant at se, hvilke designere gæsterne parrer op med, og hvordan de sammen vælger at fortolke temaet.
Vi tør i hvert fald godt love, at det bliver en moderigtig affære med interessant og provokerende tekstilkunst, som er Metropolitan Museum of Art værdigt.