Få en mere miljøvenlig garderobe

Tøj er noget, der fylder meget i de fleste menneskers hverdag. Vi bruger det hver dag, og det har stor betydning for vores udtryk udadtil og for, hvordan vi har det med os selv. En gang imellem trænger vores klædeskab dog til at blive ryddet op, enten fordi vores tøj er slidt op eller ikke passer længere, og da opstår spørgsmålet: Hvad skal der ske med tøjet?

Katoni har taget et kig på, hvordan du kan skåne dit tøj, så det holder længere. Vi har også undersøgt, hvor du kan indlevere dit brugte tøj, så du undgår at smide det ud. Vi har, i det store og hele, undersøgt dine muligheder for nemt og ligetil at få en miljøvenlig garderobe.

Det er dejligt at kunne bevidne, hvordan miljøvenlig mode har fået en stadigt større plads i modebilledet. Gennem forskellige tiltag er det muligt at blive en mere miljøbevidst forbruger. Mange mærker sætter fokus på fair trade og genbrug af materialer. Et eksempel på dette er G-Star. Det hollandske jeansmærke har, som mange andre mærker, taget et miljømæssigt standpunkt ved at bruge økologiske og genanvendte materialer. På den måde har brandet markeret sig som en del af den nye bølge af mærker, som tilbyder miljøvenlig mode. Og heldigvis er de langt fra de eneste!

 

Undgå tekstilaffald

At være bevidst om, hvad der gør dit klædeskab mere miljøvenligt, er bare et ud af mange initiativer, du kan tage for at fremme bæredygtig mode. Mange mærker er begyndt at sætte større fokus på mode, som i mindre grad påvirker miljøet, bl.a. ved at bruge økologisk bomuld eller genanvendte materialer.

Hos Katoni er miljøvenlighed noget, vi sætter meget højt. Derfor var der et par spørgsmål, der dukkede op, da vi diskuterede miljøbevidst mode: Hvordan kan vi tage bedre vare på vores tøj, og hvad sker der egentlig med sweateren eller bukserne, som er blevet lidt for stramme og derfor havner blandt skraldet?

Heldigvis har mange danskere vænnet sig til at sælge, købe og donere brugt tøj. Men i Danmark smider vi stadig ca. halvdelen af alt tekstilaffald på forbrændingsanlæggene, hvilket svarer til 44.500 tons. Det er en skam, for meget af tøjet ville sagtens kunne genbruges. Ved at genbruge tøj kan vi begrænse det pres, vi lægger på vores miljø. Hvis du ændrer lidt på måden, du behandler dit tøj på, kan du altså få det til at vare i længere tid.

 

Pas godt på dit tøj

Hvis du vil passe bedre på dit tøj, er der flere ting, du kan gøre. Vi har samlet tips og tricks, som kan hjælpe dig til at blive en mere miljøbevidst modeforbruger. Vores råd er ment som en hjælp til at mindske din garderobes klimaaftryk. Her er nogle ting, du kan gøre for at forlænge dit tøjs levetid.

Reparation
Nogle gange kan man let reparere sit tøj. Lidt nål og tråd, en løs knap eller en ny lynlås. Huller kan for eksempel fikses med indvendige tøjlapper. Der findes ofte meget, man kan bruge til at reparere tøj i hobbybutikker. Ellers er det også muligt at finde guides og hjælp på nettet.

Vask ved lavere temperaturer
Vurdér, om dit tøj skal vaskes på højeste temperatur. Hvis du sænker temperaturen på din vask, skåner du miljøet og pengepungen. Høje temperaturer slider på tøjet, samtidig med at det gør vasken dyrere for dig selv. At vaske på 30 grader i stedet for 40 udgør en minimal forskel ift. renhed, mens det gør meget for miljøet og dit strømforbrug.

Vask kun, når det er nødvendigt
Nogle gange er det ikke nødvendigt at vaske dit tøj. Ofte kan det sagtens luftes i stedet. Du kan også lægge dit tøj i en tæt pose i fryseren i 24 timer. Dette dræber bakterierne og skader ikke dit tøj. Vi vasker tit tøj, fordi det er en vanesag. Læg derfor mærke til, om tøjet rent faktisk trænger til vask, eller om det er unødvendigt. Du kan for eksempel have en vasketøjskurv, hvori du lægger det tøj, der er brugt, men ikke nødvendigvis trænger til vask endnu.

Reducer brugen af tørretumbler
Dette kan være vanskeligt om vinteren, men om sommeren er der ofte rig mulighed for at hænge tøjet til tørre udenfor. Det skåner både miljøet og er skånsomt for dit tøj, hvilket gør, det kan holde i længere tid.

Forny dit tøj
Nogle gange kan tøj syes om til noget andet. Du kan for eksempel klippe de gamle jeans om til et par shorts til de mange sommerfestivaler. Det er kun kreativiteten, der sætter grænser for, hvordan du vil re-designe dit tøj; nye knapper, flæser eller syninger. Der findes mange sider til inspiration på nettet, eksempelvis DIY blogs. Få et overblik over de bedste blogs med inspiration til DIY fashion her.

Mange af disse metoder sparer på elektriciteten samtidig med, at de skåner dit tøj. Hvis dit tøjs levetid forlænges, ender du med at kunne bruge tøjet en eller to sæsoner ekstra.

Hvis du alligevel gerne vil af med noget af dit tøj, er der gode, mere miljøvenlige alternativer til at smide tøjet ud. I de næste par afsnit gennemgår vi nogle af de mest udbredte måder, hvorpå du kan aflevere dit brugte tøj.

 

Nyt og brugt

Der findes i dag mange begivenheder, hvor du kan bytte dit tøj med andres. Du kan bl.a. se en oversigt over mange forskellige byttemarkeder Danmark over her. Dette er en god mulighed for at bytte kjolen eller skoene, som du alligevel aldrig får brugt. På den måde kommer du af med det gamle og får på samme tid noget nyt på miljøvenlig vis.

Når du deltager i et byttemarked, er det vigtigt, at det tøj, du har med, er præsentabelt for dem, der skal overtage det. Forhåbentlig kan dit tøj finde et nyt hjem, så sørg for, at det er i pæn stand og rent, så det virker mere tiltalende.

Når du skal finde nyt tøj, kan det være en god idé at vide præcis, hvilken størrelse du bruger. Et trick er at tage nederdel på, så du nemt kan prøve bukser udenpå strømpebukserne, hvis der ikke skulle være omklædningsrum.

 

Hvor kan du indlevere dit brugte tøj?

Hvis du alligevel vil smide dit tøj ud, har du mulighed for at give dit tøj til genbrug i stedet for at smide det ud med skraldet. Ligesom tøjmærkerne har fået større fokus på miljøvenlig tøjproduktion, er det også blevet lettere at finde steder at indlevere sit eget tøj til genbrug.

Husk kun at indlevere rent tøj i god stand. På hjemmesiderne til de forskellige organisationer og butikker kan du finde ud af, om det også er muligt at indlevere tøj med huller eller andre skavanker. Vi har lavet en oversigt over, hvad du kan gøre med dit aflagte tøj. På denne måde kan du støtte op om genbrug og en mere miljøbevidst tilgang til tøjforbrug. Du finder oversigten her.

Der er mange muligheder for at indlevere brugt tøj til genbrug. De store organisationer findes i det meste af landet, men det er også muligt at bortgive tøj til lokale organisationer. En hurtig søgning på nettet kan hjælpe dig med at finde et sted at indlevere dit brugte tøj nær dig.

Lokale organisationer
Nogle af de lokale organisationer, som modtager brugt tøj, foretrækker, at du oplyser dem om din donation med et opkald forinden. Hvis du gerne vil støtte en speciel sag eller en lokal organisation med en donation, kan du tage kontakt til disse for at høre, om de tager imod. Mange asylcentre tager også imod tøj, legetøj og tæpper. Kontakt dit nærmeste for at forhøre dig, om de har brug for nogle af de ting, du ønsker at donere.

Der findes over 30 krisecentre i Danmark. Her er det også muligt at forhøre sig, om de tager imod brugt tøj og legetøj. Find organisationen, du har lyst til at donere til, og kontakt dem. Hvis du ringer til dem i forkøbet, kan du finde ud af, om din lokale organisation har plads til nye donationer, og du undgår dermed at gå forgæves.

Mere miljøvenlig
Det er enkelt at finde alternativer til at smide sit tøj ud. Vi har prøvet at lave en overskuelig oversigt over, hvordan du kan reducere dit tekstilaffald og håber, at du vil benytte dig af muligheden for at genbruge næste gang, du skal rydde op i din garderobe.

Hvis du kender til andre muligheder for at genbruge tøj eller har tips til, hvordan man kan bevare sit tøj bedre, er du velkommen til at dele det i kommentarfeltet. Vi er glade for, at miljøvenligt tekstil er kommet på dagsordenen hos mange af de store butikker og ser frem til at følge udviklingen inden for dette område.

 

Plakat med gode råd til et bæredygtigt tøjforbrug

Hos Katoni elsker vi bæredygtig mode. Men vi ved også, at det er en udvikling, der tager tid, og at det kræver arbejde at ændre produktionen inden for en hel industri.

Imidlertid har vi samlet de bedste hverdagsråd til at få en mere bæredygtig garderobe på denne plakat, som gerne må udprintes, lægges på andre hjemmesider og deles på nettet. Vi håber, at den kan inspirere jer til et mere bæredygtigt tøjforbrug i fremtiden.