Det kolde gys – Alle fordele ved vinterbadning

Indholdsfortegnelse

Det kolde gys

Nu er vinteren så småt ved at komme, og selvom de fleste synes, at et lag sne er smukt og beroligende, er det ikke alle, der glæder sig. Kulden gør nemlig tit, at vi ikke ligefrem jubler af glæde over denne sæsons start.

Men iblandt den vemodige sommerlængsel kan man finde folk, som rent faktisk regelmæssigt opsøger det ’kolde gys’. Jeg snakker selvfølgelig om vinterbadere. Disse modige mennesker mødes i klubber for at dyppe kroppen i iskoldt vand i en kort periode for derefter at opsøge varmen. For de fleste er det nok ikke det, man har allermest lyst til, når man vågner op til en kold vinterdag.

Så hvad driver vinterbadere til at hoppe i det kolde vand, og hvorfor er det så sundt for kroppen og psyken?

Hos Katoni træner vi alle sammen og går ind for en sund krop. Jeg træner selv en del og tænker over, hvad jeg spiser, men blev nysgerrig efter, hvad vinterbadning kunne give mig. Og i takt med at jeg søgte på emnet, blev jeg mere og mere overbevist om fordelene ved denne besynderlige aktivitet. Dem er der nemlig masser af.

 

Fordelene ved vinterbadning

Uden overhovedet at have begyndt at søge på emnet sagde min fornuft mig, at det måtte have en effekt på selvtilliden. Der er jo en udfordring i at få sig selv til at sænke sig ned i iskoldt vand frivilligt. Og som mange af de hårde ting, man pålægger sig selv, får man tit en euforisk følelse samt et selvtillidsboost, når man er færdig.

Man skal bare kigge på vinterbadere for at se, jeg har ret. For når de går helt nøgne ned ad gangbroen med løftet brystkasse og et stort smil på læberne, ser de ret selvsikre ud.

Men det var ikke nok til at overbevise mig om at prøve det kolde gys. Så derfor søgte jeg hjælp hos min gode ven Google. Til min store overraskelse var der masser af pålidelige, videnskabelige artikler om emnet samt et utal af forsøg og debatter.

Bedre generel velfærd

Det første, der stod klart, var, at vinterbadere generelt er mindre stressede, har bedre hukommelse, er mindre trætte og får en bedre søvn.

monkey-winter

Dette er bevist ved at følge vinterbadere samt en kontrolgruppe bestående af folk med samme livsstil, men som ikke vinterbader, gennem flere måneder. Fysisk ser man også færre stresshormoner såsom cortisol hos vinterbadere.

Færre infektioner

Studier viser, at risikoen for, at vinterbadere bliver inficeret med halssygdomme, er 40% mindre end dem, der ikke vinterbader.

De fleste artikler peger også tydeligt på, at andre sygdomme forekommer mindre hos vinterbadere. Dog er specifikke studier for hver infektion endnu ikke lavet.

Mindsker ældningsprocessen

Inden I ringer til avisen for at sige, at I har fundet ungdommens kilde, så lad mig forklare.

Det er bevist, at vinterbadere har en bedre antioxidativ kapacitet end kontrolgrupperne, hvilket betyder, at de bedre kan beskytte sig imod oxidering af cellerne.

Kroppen vedligeholder en naturlig balance mellem oxiderede celler og antioxidanter, og oxiderede celler er faktisk vigtige, da de hjælper med at signalere til andre celler, hvad de skal regulere eller angribe. Den naturlige oxidering af vores celler er en af faktorerne for ældningsprocessen ifølge ”The Free Radical Theory of Aging”, som er den mest accepterede teori om ældningsprocessen.

old-older-oldest

Oxiderede celler kan også komme fra andre steder end kroppen, såsom cigaretrøg. Det kan skabe en ubalance, hvori kroppen ikke har nok antioxidanter til at beskytte os. Den større koncentration af oxiderede celler kan skade DNA i vores celler. Det ødelægger mange celler, hvoriblandt nogen af dem også er dem, som naturligt kæmper for at dræbe kræft i vores krop.

free-radicals

Vinterbadere er bedre til at regulere balancen mellem oxiderede celler og antioxidanter, da deres kroppe er bedre til at producere antioxidanter, når de skal bruge dem. Det er fordi, vinterbadning udsætter din krop for kortvarigt og mildt oxidativt stress uden at skade kroppen på samme måde, som langvarig kulde ville gøre.

Det betyder, at vinterbadere teoretisk set har en relativ langsommere ældningsproces samt mindre risiko for at få kræft og andre sundhedsproblemer relateret til oxidering af vores celler. Dette er dog ikke en garanti, men vinterbadning kan kun hjælpe med at få et længere og sundere liv.

Stærkere immunforsvar

Forskere har fundet flere hvide blodceller i blodet hos vinterbadere end i deres kontrolgrupper.

arm-endurance-exercises-for-boxing

 

De mener, det skyldes den kortvarige stress fra det kolde vand, som træner immunforsvaret, så det bliver stærkere. Ligesom når en bokser gentagne gange slår på boksepuden og på den måde bliver klar til den rigtige kamp.

Udløser endorfiner

Når du hopper ned i det kolde vand, udløser din krop endorfiner for at tage stikket af kulden. Din krop har nemlig 3 til 10 gange flere nervereceptorer til at føle kulde end til at føle varme.

Kroppen er simpelthen bygget til at reagere på kulde som en forsvarsmekanisme, og det træner din endorfinudløsning.

smile-2

Det betyder, at du føler dig lykkeligere, får en højere smertetærskel (dejligt, hvis du har kroniske smerter) og et stærkere immunforsvar. Endorfiner spiller nemlig også en rolle i vores immunforsvar, og det kan ses på hundredåriges udtalelser om deres lange liv. De fleste råder nemlig folk til at være positive og ikke lade nederlag tage overhånd, hvilket godt kunne pege på, at de har en høj endorfinudløsning.

Bedre sexliv

I mange online artikler bliver der skrevet, at man har fundet en højere østrogen- og testosteronproduktion hos henholdsvis kvinder og mænd, som vinterbader.

Disse hormoner er med til at styre vore libido (sex drive), men har også mange andre funktioner.

feet-sex

 

Efter lidt research fandt jeg dog andre videnskabelige kilder, der siger, at testosteronproduktionen var mindre efter kuldeterapi, og andre der siger, at varme skader endnu mere.

Der er med andre ord ikke noget videnskabeligt grundlag for dette udsagn, selvom det nævnes i mange artikler. Dog er mange af vinterbadningens andre positive effekter som søvn, stress, lykke og selvsikkerhed alle faktorer, som kan have positiv indflydelse på testosteronproduktionen og ikke mindst ens sexliv.

Faktisk siger flere bloggere at de har oplevet en forbedret libido efter kolde brusebade, men de mener det kommer af selvtilliden man får af at tvinge sig selv til noget ubehageligt.

Så alt i alt kan vinterbadning kun forbedre dit sexliv og muligvis også øge testosteronproduktionen, hvis man medtager andre effekter af vinterbadning end påvirkningen af kulden på gonaderne.

Bedre blodcirkulation og lavere blodtryk

Mange af de nævnte fordele har en direkte forbindelse med det forhøjede blodtryk, som det kolde vand forårsager i det pågældende øjeblik. Men generelt får man et lavere blodtryk samt en bedre blodcirkulation af at vinterbade, fordi man træner den del af nervesystemet, der kontrollerer trykket og cirkulationen. Disse faktorer hjælper desuden en med at tackle kulden, så man fryser mindre om vinteren.

Renere og pænere hud

Det kolde gys forhøjer din blodcirkulation, hvilket hjælper med at rense årer og porer i huden.

skin

Det skulle også nedsætte risikoen for at få appelsinhud, måske fordi det strammer huden eller måske fordi, at stress og lav metabolisme er en af faktorerne for udviklingen af appelsinhud. Der er dog ikke meget videnskabeligt bevis på det, fordi mange forskellige faktorer bestemmer, hvorvidt man får appelsinhud. Dog er der flere, der vidner, at det skulle virke rigtig godt.

Som nævnt tidligere er østrogen også med til at holde din hud fugtet.

Sundere og flottere hår

Den forhøjede blodcirkulation under vinterbadning er med til at transportere næringsstoffer til hovedbunden og håret, hvilket har en gavnende effekt. Det er dog sjældent, at vinterbadere putter hovedet under vandet, men hvis man slutter sit brusebad af med koldt vand, kan man opnå alle de andre fordele herunder.

Det er vigtigt at notere, at renser man sit hår med shampoo, er det bedre at bruge varmt vand og derefter skylle med koldt vand. Det er fordi, at det yderste lag åbner sig og gør, at sæben kan komme dybt ind og rense. Varmt vand hjælper også med at opløse ophobning af olie samt hårprodukter som lak osv.

Vores hårs yderste lag, også kaldt ”hair cuticles” på engelsk, hjælper med at beskytte håret, ligesom tagsten på et hus. Når de kommer i kontakt med koldt vand, forbliver de lukkede, eller flade, og reflekterer mere lys, hvilket får håret til at se skinnende og sundt ud.

depositphotos_13692697_m-2015

Koldt vand hjælper desuden med at rense hovedbunden mere, end varmt vand gør. Det skruer ned for olieproduktionen i hovedbunden og tørrer ikke dit hår ud, ligesom varmt vand gør.

Under min undersøgelse fandt jeg en masse mandlige vidner, der siger, at koldt vand har hjulpet dem til at reducere hårtab. Den forhøjede blodcirkulation kan være en faktor for det, hvis man kigger på vinterbadere. Men under bruseren får det kolde vand porerne i hovedbunden til at lukke sig, så de holder bedre fast i håret. Der findes dog ikke noget videnskabeligt bevis udover en masse glade mennesker på internettet, der kan anbefale det.

Bedre regenerering efter træning

Det kolde vand tvinger mælkesyrer og andre spildprodukter hurtigere ud af kroppen, hvilket betyder, at din krop heles hurtigere efter en omgang fysisk aktivitet.

workout

Ikke alle har tid til at hoppe ned i vinterbadningsklubben efter træningen, men heldigvis kan man med et koldt brusebad ligeledes opnå positive resultater.

 

Et lille eksperiment

Mange af disse fordele er jo ret utrolige, og de overbeviste mig lige så stille om at prøve vinterbadning. Derfor har jeg kontaktet en aarhusiansk vinterbader, som kan tage mig med som gæst i december.

I mellemtiden har jeg udført et lille forsøg på mig selv, da jeg nu er blevet meget nysgerrig efter at mærke det kolde gys på egen krop. Flere artikler og fora skriver nemlig, at man kan opnå mange af fordelene med at koldt brusebad. De foreslår, at man starter sit bad med varmt vand og slutter af med 2 minutters iskoldt vand, hvor man åbner helt op for hanen.

cold-shower

Det har jeg nu gjort i over en måned, og til min egen overraskelse er jeg blevet lidt afhængig af det.

Når det kolde vand begynder at ramme kroppen, mærker man med det samme, at kroppen reagerer:

    1. Man begynder at hyperventilere, og ens arme kaster sig ukontrolleret om ens torso som magneter på et køleskab for at beskytte organerne mod kulden. Jeg plejer at dreje rundt om mig selv, så vandet rammer alle dele af kroppen.
    2. Man kan nogle gange mærke, at man bliver lidt svimmel, og det kan være fordi, man hyperventilerer for meget. Så prøv at trække vejret dybt og langsomt.
    3. Efter 30 til 60 sekunder begynder kroppen at vænne sig til det, og vejrtrækningen bliver normal. Jeg prøver tit at koncentrere mig om vejrtrækningen ved at tage dybe indåndinger, da det gør, at jeg vænner mig til kulden hurtigere.

Efter chokket og den hurtige vejrtrækning, får man en slags fred, som er vanskelig at forklare. Man bliver helt rolig og får svært ved at tænke over noget, ligesom når man mediterer. Det er en fed oplevelse, fordi man føler sig mere i live end normalt uden at kunne fokusere på nogle af sine problemer. Det eneste, hjernen kan tænke på, er nemlig kulden.

Når jeg endelig kommer ud, føler jeg mig ekstra vågen og koncentreret samt super glad over at være i live. Man føler sig næsten stolt over, at ens krop er så god til at tilpasse sig, og at man kan tvinge sig selv til noget, som umiddelbart ikke er behageligt.

Og hvis man er typen, der tager lange brusebade, fordi man ikke har lyst til at stige ud i kulden, får man den modsatte effekt her. Det er pludseligt varmt og dejligt at komme ud af bruseren.

Jeg er generelt en glad og lykkelig person, men den euforiske effekt kan jeg stadig mærke tre timer efter brusebadet. Derfor tænker jeg, at et koldt gys kan have rigtig gode effekter på folk, som døjer med depression eller bare har brug for lidt mere livsglæde.

 

Spørgsmål til en ægte vinterbader

Jeg har kontaktet en vinterbader fra Aarhus, så jeg kunne stille ham nogle spørgsmål for at høre, hvad vinterbadning har gjort for ham, og hvad han synes om det.

real-vintebader

  1. Hvor lang tid har du vinterbadet?

“Det her er min tredje sæson i denne omgang, og jeg har haft en enkelt sæson tidligere, så fire sæsoner i alt. Det er meget forskelligt, hvor meget jeg får det brugt, men i gennemsnit kommer jeg nok afsted en gang eller to om ugen.”

  1. Har du prøvet kolde brusebade, og hvis ja, hvilke forskelle kan du mærke?

“Ja, jeg er begyndt at træne mig selv op til at kunne modstå kulde og kontrollere min vejrtrækning, både når jeg vinterbader, og når jeg er under den kolde bruser. Det virker rensende på mig, løsner følelsesmæssige spændinger – hvis det giver mening? Jeg har lettere ved at håndtere kulden fra bruseren end fra havvandet, men de fleste, jeg taler med, siger det modsatte. Begge gør underværker for sindet. Jeg har aldrig været særlig god til at meditere, men med det kolde vand kan jeg slukke hovedet og lære at fokusere.”

  1. Hvilke forandringer har du lagt mærke til, siden du startede med at vinterbade?

“Mere ro, tror jeg. Jeg har fået et frikvarter, hvor jeg kan få rusket noget stress ud af kroppen. Vekselvirkningen mellem det kolde vand og den varme sauna gør det ekstra effektivt. Det, at både mænd og kvinder bader nøgne, er enormt befriende. Man bliver ikke dømt på stil og udseende, vi er alle lige, og det er en stor del af oplevelsen. Det er næsten som om, at vi for et par timer melder os ud af samfundets stress og jag og hilser og snakker sammen i vores lille, kolde oase.”

  1. Hvornår var du sidst syg?

“I sommeren efter noget dårlig mad på en rejse. Jeg holder ikke regnskab, men jeg føler mig mere udholdende i forhold til vinterens kulde og mørke.”

  1. Hvilke argumenter vil du bruge til at overtale en ven til at vinterbade?

“Det er det bedste redskab imod vinterdepression. Det er følelsen af fællesskab, selv med folk man lige har mødt. Det er billig luksus. I Jomsborg, hvor jeg går, koster det 400 kr. om året, og der er åbent fra 06-23 næsten alle dage. Man kan lære noget om sig selv i forsøget på at håndtere kulden. Den gruppe mennesker, der er stærkest repræsenteret i Jomsborg, er læger og sygeplejersker, så noget godt må det gøre for helbredet.”

  1. Hvis du skal sige en ting til alle, der ikke vinterbader, hvad skal det så være?

“Jeg kan kun anbefale at prøve det. Det er en overvindelse at tage afsted første gang, men det er så meget det værd!”

Under min lille snak med den aarhusianske vinterbader fik jeg nogle interessante svar. Jeg blev blandt andet opmærksom på de sociale fordele, man får ved at tage det kolde gys med andre. Han bruger endda udtrykket ”den kolde oase”, hvilket har givet mig endnu mere lyst til at prøve vinterbadning og opleve det sammenhold, som bliver skabt af det.

 

En kvinde af stål

Jeg har fået kontakt med Mette BL Thomson efter hun så denne artikel, som er den første dansker der har svømmet 450 M i isvand, hvor hun hev en bronzemedalje med hjem. Hun er en slags kvindelig Arnold Schwarzenegger indenfor vinterbadning og is-svømning. Med det mener jeg at udover at have vundet flere medaljer er hun også med til at bringe danmark på verdenskortet indenfor is-svømning.

mette-bl-thomsen-med-bronze-25-m-bryst-300x225

Hendes kamp og rute mod sejren er en inspiration til alle der vinterbader eller vil prøve det, da det kan minde om den lille interne kamp man har med sig selv, om at skulle hoppe ned i iskoldt vand eller ud fra 10 meter vippen i svømmehallen.

Hun er også aktivt i gang med at gøre danmark kendt for vinterbadning, og arbejder på masser af spændende vinterbadningsprojekter helt frivilligt og på fuldtid. Så hvis man er vinterbader, skal man helt sikkert kende hende! Du kan læse mere om hende på iceswimmer.com

Jeg har kun talt med hende i telefonen, men har sjældent haft en samtale men en der lyder så motiveret og har så stærk livsglæde i stemmen. Mon det kan være det kolde vand som hun dypper sig selv i 5 gange om ugen? Det kan ihvertfald kun hjælpe.

 

Overvejelser inden man starter

Hvis dette indlæg har overbevist dig om at prøve vinterbadning, er der lige nogle råd og regler, som er gode at kende til. De følgende regler er udviklet af Rådet for Større Badesikkerhed i samarbejde med flere vinterbadeklubber. Jeg har dog valgt at uddybe nogle af dem, da jeg personligt har nemmere ved at huske og følge regler, hvis jeg forstår, hvorfor de er der.

lady-ice

Husk, at hvis man har højt blodtryk eller hjerteproblemer, skal man besøge sin læge, inden man begynder, da det kan lede til hjertestop og andre problemer.

 

Før du går i vandet

  1. Bad aldrig alene
  2. Tjek badeforhold og kend redningsudstyret
  3. Pas på is på trappe og bro
  4. Sænk kroppen roligt ned i vandet

Da der er en risiko for, at selv sunde mennesker kan besvime i vandet, er det klogest at have en med, som eventuelt kan redde dig ud af vandet uden selv at skulle i.

Som nævnt tidligere kan selv sunde mennesker gå i chok, og det er der større risiko for, hvis man bare hopper i med det samme. Man har også en ”gasp”-refleks, når kroppen rammer vandet, hvilket får kroppen til at suge en stor mængde luft ind. Hvis man er under vand, når det sker, og ikke er vant til det, kan man risikere at suge vand ned i lungerne og i værste fald drukne.

 

Når du er i vandet

  1. Træk vejret roligt
  2. Hold øje med hinanden
  3. Hold dig tæt ved trappe eller opgang
  4. Svøm aldrig under isen

Hvis man lader sin krop hyperventilere uden at trække vejret roligt og dybt, kan man risikere at besvime. Hvis du nu skulle føle dig svimmel, er det godt at kunne hive sig hurtigt op, inden man besvimer.

Hvis man kun er to personer, er det en god idé at skiftes til at sænke sig ned i vandet.

Gode begyndertips

En faktor, som ofte afholder folk fra at blive ‘rigtige’ vinterbadere, er, at man typisk vinterbader nøgen. Hvis tanken om at stå uden en trevl foran fremmede mennesker skræmmer dig en smule, kan du vælge at tage en badekåbe på, inden du hopper i. Den vil desuden være rar at få på, når du kommer op fra det iskolde vand.

Hvis det ikke er nok, kan du alternativt vælge at vinterbade i badetøj eller badeshorts. Det er måske ikke den mest udbredte praksis, men du kan stadig opnå mange af de positive effekter ved vinterbadning, trods at dele af din krop er dækket af stof.

 

Ingen tvivl

Jeg er ikke længere i tvivl! Vinterbadning er sundt for både krop og psyke. Det er selvfølgelig ikke nemt at tvinge sig selv til at gøre det, men hvad der ikke dræber os, gør os bare stærkere. Hvis man stadig er i tvivl eller bare vil prøve, kan man jo altid finde en i sin vennekreds, der vinterbader, og spørge løs.

Der er selvfølgelig ingen garanti for troværdigheden af de videnskabelige facts og studier, jeg fremlægger her i indlægget, men jeg har bestræbt mig på at finde videnskabelige peer-reviewed kilder, og man er altid velkommen til at læse kilderne, hvis man er skeptisk.

Går du også op i naturlig sundhed? Eller kender du én, der skal prøve det kolde gys? Så del indlægget med alle dine venner!

 

Infografik og plakat

Jeg har lavet en infografik for at give et let fordøjeligt perspektiv på de fordele, vinterbadning kan give, samt rådene og reglerne. Jeg har også lavet en printvenlig A4 plakat med reglerne, som man hænge op i sin vinterbadeklub eller på køleskabet derhjemme.

A4 plakat

Du kan se og downloade PDF’en her:

https://static.katoni.dk/images/content/vinterbadning.pdf

Infografik

Hvis du vil sætte infografikken op på din hjemmeside, kan du bruge denne embed kode:

<img src="https://static.katoni.dk/images/content/vinterbadning-630x4566.png" width="630" height="4566">

 

 

Kilder

www.en.wikipedia.org/wiki/Winter_swimming#Health_benefits

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/10396606http://thenextchallenge.org/cold-water-swimming/

www.1vigor.com/article/cold-water-swimming-health-benefits/

www.hairlossrevolution.com/do-hot-showers-cause-hair-loss/

www.menprovement.com/benefits-of-cold-showers/

www.hairboutique.com/blogs_p/index.php/2015/05/17/8-hair-benefits-cold-water/

www.gettingstronger.org/2010/03/cold-showers/

www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC2685276/

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/2987737

www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC1850635/

www.medicaldaily.com/benefits-cold-showers-7-reasons-why-taking-cool-showers-good-your-health-289524

www.psychologytoday.com/blog/inner-source/201407/cold-splash-hydrotherapy-depression-and-anxiety

www.qjmed.oxfordjournals.org/content/92/4/193

www.en.wikipedia.org/wiki/Reactive_oxygen_species

www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC2111221/

www.en.wikipedia.org/wiki/Free-radical_theory_of_aging

www.en.wikipedia.org/wiki/Cellulite

www.foreverhealth.com/blogs/forever-health/69756933-the-primary-roles-of-sex-hormones

www.outdoorswimmingsociety.com/swimming_tips/cold_water

www.undergroundhealthreporter.com/health-benefits-of-cold-water-therapy/

Frederik

Bonjour!

Jeg hedder Frederik og er uddannet multimediedesigner og digital konceptudvikler. Jeg kan se det positive i alt og elsker at male og generelt være kreativ! Især med mit tøj (wink wink).

Udover at hjælpe de andre med det grafiske styrer jeg også den franske hjemmeside, da jeg er vokset op i Frankrig og kan sproget.

Siden jeg begyndte hos Katoni, har jeg opdaget, hvor sjovt det er at skrive om forskellige emner og producere informative grafikker til mine blogindlæg. Det håber jeg, at I vil nyde godt af her på bloggen.

Skrevet den