I kø for Kanye

De sidder godt pakket ind i soveposer, nogen børster tænder og andre råber på morgenmad. Stemningen og humøret er højt blandt den gruppe af unge fyre, der siden tirsdag eftermiddag har ligget i kø ude foran Wood Wood butikken i Aarhus. De venter nemlig på den nye Adidas sneaker fra rapperen Kanye West; Yeezy 350 Boost “Black”, som du kan læse mere om her.

Mens vi sammen med drengene ventede på, at klokken blev 11.00, og vi kunne få et preview på skoen, spurgte vi en af de ventende i køen, Sebastian Storgaard på 15 år, om, hvad der gjorde netop denne sneaker så speciel, og han formåede at give os et meget godt billede af den wow-faktor og prestige, der findes i en limited edition-kollektion:

“Jamen det at Kanye lægger navn til gør den sådan lidt trendy, og det er ikke alle, man ser hen ad gaden, der har den på. Så man bliver sådan lidt spottet, hvis man går med den ned ad strøget, så kan man godt se, at der er nogen, der kigger lidt efter en.”  

campkanye

preview
Første preview hos Wood Wood, Guldsmedgade Aarhus

 

På lørdag er ventetiden slut, for der bliver det endelig muligt at få fingrene i den mørke version af sneakeren Yeezy 350 Boost. Men du skal være hurtig, for efterspørgslen er stor.

I butikken Støy Munkholm, Aarhus har man valgt at lade kunderne skrive sig op og deltage i en lodtrækning, for at give alle lige chancer for at få fat i de eftertragtede sneakers. Butiksbestyrer Mike Guldberg Mortensen anslår, at der allerede nu er langt over 600 købelystne kunder, der gerne vil være med i lodtrækningen eller raffle, som det bliver kaldt.

Raffle er et amerikansk fænomen, der i alt sin enkelthed består af en simpel lodtrækning – i dette tilfælde en lodtrækning ved størrelser. Men stakken af spændte og håbefulde Yeezy-fans er stor, så du skal være heldig, hvis det er dig, der bliver trukket.

støy
Her er stakken af tilmeldinger for bare én dag

 

Den nye model, der er et resultat af samarbejdet mellem den ikoniske rapper Kanye West og sportsmærket Adidas Originals, har skabt en hype rundt om i hele verden, hvor folk har ligget på venteliste i ugevis for at få fat i et af de eftertragtede par. I Støy Munkholm mærker de  interessen for skoene fra både piger og drenge: “Der er masser af piger, der har skrevet sig op til skoene. UK7 svarer jo til en 40 2/3, og der er jo nogen, der passer 40 og 41. UK7 er den mindste størrelse der kommer.” 

 

Hvad synes du om kollektionen, og skal du have fat i et par af de populære Yeezy 350 Boost “Black”?